Så er dagen ved at nærme sig. I morgen tager jeg til Paris og sætter forsøget i gang. Jeg vil undersøge hvordan kræftceller lyder, også i forhold til sunde celler.
Forberedelserne har været spændende. Jeg har oplevet mange verdener på vejen. Fx har jeg hentet en meget fascinerende test-mikrofon hos G.R.A.S. Sound & Vibration, og blevet sat ind i, hvordan den virker, og hvordan jeg fx skal rense mikrofon-membranen efter den har været udsat for kræftceller. Testede den i studiet og sikke en verden der åbenbarede sig! Det gav straks inspiration til et nyt projekt, for sikke en verden der åbenbarede sig…den mikrofon sanser det der ikke er hørbart for øret, og opfanger lyde og klange som der jo er hele tiden, men som vi ikke kan registrere. Havde en oplevelse af, at vi mennesker kun oplever verden begrænset…Jeg tog et at mine hår og spillede på det som var det en harpestreng og det klingede smukt…mit næste album skal indspilles med testmikrofoner 😉
Jeg har læst en masse publikationer vedr. celler og delinger og kræft og fotoakustisk spektrografi og cellemembraner og lyd og lys og bølger og vibrationer…
Jeg havde telefonmøde med Pasteur Instituttet i fredags og de er i gang med at dyrke cellerne så de er klar til på tirsdag.
Jeg har været i dialog med Jan Larsen fra DTU, om hvordan man transformere signalerne fra forsøget. Også vil jeg analysere filmsekvenser af celler og omregne bevægelserne om til Hz. Det er en anden måde at få lyd ud af cellerne på. Og så vil jeg også bruge grafer, kurver osv. fra målinger som grafiske partiturer. Det hele skal munde ud i et musikdramatisk værk, som skal opføres i foråret 2017… CELL