beskrivelse af CELL i Weekendavisen

posted in: Uncategorized | 0

PSST.. !

LØRDAG eftermiddag driver et særligt befolkningsudsnit ind i foyeren til Republiques lille scene på Østerfælled Torv på Østerbro i København for at se premieren på danseforestillingen Cell. De har lige lidt mere karisma og lidt skarpere frisurer end de fleste. De – og jeg – føres forbi de vanlige sæder og ind i et membranagtigt telt, som er slået op på scenen; publikum sidder i en cirkel af bare to stolerækker omkring dansere og musik, som er klædt i kamuflagedragter af samme cellestof som teltet.

»Det her er ikke let for en hypokonder,« siger sidemanden. Ja, her er man konfronteret med sin egen korporlighed og sit indre myldrende liv. Livet er fuldt af celler. Alt liv er celler, men kan man danse en celle? MusicArt, som står bag gæstespillet, har hentet fundamentet til musikken ved dels at sonificere mikroskopiske videooptagelser af celler, altså omdanne billeder til lyd, dels stikke mikrofoner ned i petriskålen og prøve at fange lyden af liv. Forskerne Jan Larsen og Christian Muchardt har hjulpet med det delikate arbejde, Tina Tarpgaard har lavet koreografi, mens Helle Clausen har formgivet »lydgivende skulpturer« ud fra de geometriske principper ved cellers opbygning. I programmet bydes publikum friskt velkommen som »I skønne unikke klumper af celler«. Det har været en proces, hvor »energien mellem alle aktører svinger«, fortæller samme program, og publikum skal ikke snydes for at blive inviteret ind i cellefamilien. Inden forestillingen går i gang, trækkes en tynd, rillet plasticslange på kryds og tværs over scenerummet med publikum som holdere.

Den slags udeklareret interaktivitet er lidt af et bagholdsangreb, men lad os sige, at dette netværk symboliserer den komplekse forbundethed inden i cellen og mellem myriader af celler. Måske nervetråde, kommunikationslinjer, biokemiske kommandoveje? Der vikles længe i stilhed, det er virkelig en lang plasticslange, men til sidst sættes forestillingen stilfærdigt i gang, ved at danserne anslår de udspændte liner, så alle fornemmer deres sitren. Den delvist improviserede musik af Jesper Siberg, Ida Bach Jensen og Birgit Løkke begynder, og danserne snor sig mellem de udspændte tråde, kaster sig mod dem og under dem.

Cellers univers må nødvendigvis være ret trivielt: uendelige gentagelser af celledelinger, osmotiske udvekslinger, celledød. Det når man at fornemme over den første tredjedel af forestillingen, indtil det udspændte net til sidst løsnes fra det tålmodige publikum, og en enkelt danser formummer sig inden i det nu tæt sammenviklede rør og danser en vild, anarkistisk celledans med det; hun slår sindssyge, klaprende kolbøtter hen ad gulvet, den celle er virkelig i udbrud, og endelig får man gåsehud. Hvis dans ikke kan mærkes i mave, hud og nervesystem, er der noget galt med den og med timingen. Men heldigvis følger en ny, sitrende celledans, hvor danserne smelter langsomt til siderne og bagover og indtager ukendte, groteske stillinger; i deres løse celledragter er de amorfe og i evig transformation. Siden bliver det ret pjanket, danserne blæser på de rillede plasticrør og opfordrer publikum til at gøre det samme. Alt ender i mørke og stille cellulær undergang. »Er det færdigt nu?« spørger et uskyldigt barn i mørket.

Leave a Reply